Glamping

Rø Jordbrug - Glamping er glamourøs camping på smukke Bornholm. Det er et sted hvor du kan trække dig tilbage i naturen, nyde stilheden og roen, mærke dig selv og tage dig tid til tid med dine nærmeste. Det er for dig som elsker naturen, men som gerne vil nyde den med lidt ekstra komfort. Vores sted skaber rammerne for at nyde god mad, smukhed og magiske øjeblikke i naturen. Fordi vi tror på, at mennesker har godt af at tilbringe tid helt tæt med naturen.

Og vi vil gerne have vores gæster til at opleve at de ER en del af naturen, ved at dufte, smage, mærke, se og høre naturen. 

Vi tilbyder ikke blot et sted at overnatte. Hos os får du en helt unik oplevelse, der giver krop og hoved et fri-rum, og spinder minder for livet. Det handler om kontakten med dig selv, med dine nærmeste og med naturen og den friske luft.

En mulighed for at gøre de ting du sjældent finder tid til. En god bog under et lækkert tæppe, en kop the mens du lytter til fuglene og dine øjne kigger langt. Lave mad over bål, og spille et spil mens gløderne ulmer varmt.

Når du køber et ophold hos Rø Jordbrug - Glamping er det hele enkelt og så naturligt som vi kan gøre det.

​​

Overnatningen og vores camp

Der findes to telte på vores camp: Skovteltet og Engteltet. Hvert telt har sin egen unikke placering, i stor afstand fra hinanden.

 

De store lyse kanvas telte på 20kvm er indrettet med gode senge med økologiske og bæredygtige dyner, sengetøj og lagener.

 

Der kan sove 2-4 personer – med en dobbeltseng og op til 2 ekstra enkeltsenge, så der er mulighed for både den romantiske getaway eller en familieoplevelse ud over det sædvanlige.

Detaljerne:

  • Bløde gulvtæpper og hyggelige store gulvpuder

  • Et jordkøleskab

  • Udstyr til at tilberede the/kaffe når den lyst melder sig

  • Genopladelige lanterner og lamper, samt pandelamper

  • Håndklæder

  • Ekstra tæpper til at holde dig varm hvis aftenen eller natten er kold

  • Alt udstyr der behøves for at tilberede mad på udekøkkenet

  • Opvaskebalje, sæbe og viskestykker

  • Bålfad til terrassen foran teltet

  • Service til madlavning

  • Markiser til udearealerne i tilfælde af regn

Hvert telt har eget privat udekøkken, med udsigt over både marken grøn og havet blåt. På smukkeste vis er både køkken, bord og bænke bygget af træplanker lavet af væltede træer i vores egen skov. Der er alt hvad I skal bruge, når I skal tilberede jeres aftensmad.

 

Morgenmad

Vi ønsker at skabe den bedste start på dagen for alle vores gæster, derfor er morgenmad altid inkluderet i dit ophold. Hver morgen stiller vi en kurv fyldt med lækkerier uden for jeres telt, så din dag starter på bedste vis. Kurven kan varerier, men kan indeholde hjemmebagte surdejsboller, smør og pålæg, overnight oats, frugt og juice.

Skovteltet

Teltet ligger midt i skovens grønne blade, på skrænten af en lille smuk sprækkedal og med udsigt til havet hen over eng og mark. Den lille snoede sti som fører dig op til teltet, kommer forbi skovteltets private toilet og udebruser.

Vores lille toilet- og badeværelseshytte er håndbygget med kærlighed midt på skovens skråning små 20 meter fra teltet. Lavet i træ, med øje for skovens helt egen ynde. Der er et rent og lugtefrit kompost toilet, og en ude-bruser, så du kan nyde fuglesangen og den smukke skov, mens du bader. Vandet er ikke opvarmet, men det er jo sundt for sjæl og legeme med et koldt bad nogle gange.

Engteltet

Teltet er placeret med skoven i ryggen og på den bløde eng med havet i horisonten. Der er bålfad til de lyse aftener, og masser af dejlig eftermiddags-og aftensol til næsen.
Toilet og bad findes i fællesområdet med det fine navn Østersøens Udsigt, og ligger ca 100m fra teltet.

Forplejning og tilvalg

Når du er gæst hos os, så kan din oplevelse i høj grad også handle om mad. Om måltider der smager af god tid og med mere smag.

Fødevarer som lige er høstet har en friskhed og vitalitet som i den grad kan smages. Det er godt for dig og det er godt for miljøet når de råvarer som udgør et måltid, ikke skal rejse mange kilometer. Den mad du spiser hos os, bestræber vi på, er så kortrejst som overhovedet muligt.

Langt det meste har vi selv plantet, passet og høstet. Det betyder, at der højst går nogle timer og måske kun nogle minutter fra de høstes, til de tilberedes. Det giver smag.

De råvarer vi ikke selv producerer, skaffer vi så vidt muligt hos andre ligesindede producenter på Bornholm, som deler vores begejstring og målrettede sigte, om en fremtidig blomstrende biodiversitet, frugtbare jorde og balanceret menneskelig sundhed, mentalt og fysisk.

Vildmarksbad:

Følg skiltene og find vejen til vildmarksbadet. I dampende varmt vand, opvarmet af en ovn, med brænde fra vores egen lille skov. Her kan du nyde den storslåede panoramaudsigt over Østersøen og Christiansø, mens du synker ned i den varme luksus.

Vildmarksbadet er et tilkøb, og skal bestilles når du bestiller dit oplevelsesophold.

- info@roejordbrug.dk -

© 2019 - Rø Jordbrug - Bornholm